torsdag den 28. juni 2012

For du' superliga...

Bogen "En nat bliver det sommer" handler om 10 danske sangskrivere, og indeholder interviews med dem alle hver især, hvor de fortæller om deres baggrund for at skrive sange, hvor de får inspiration fra og alt sådan noget i den dur. Og bogen har altså en virkeligt god og smuk fortolkning af "Superliga", som jeg tit tænker på, når jeg hører sangen. Så nu har jeg skrevet afsnittet ned, hvor fortolkningen er med. Den er helt klart værd at læse :)

I "Superliga" optræder to fodboldspillere - hollandske Jimmy Floyd Hasselbaink og danske Brian Steen Nielsen. Ellers er der tale om skikkelser fra hele underholdningsbranchens spekter. Fra pornostjernen Katja Kean over racerkøreren Jason Watt til den nu afdøde countrylegende Johnny Cash. Det er hverken navne, Kvamm har et særligt kærligt eller hadsk forhold til.
"Nej, de er hver især med, fordi de er i min og alle andres medievirkelighed. Tilsammen skulle de gerne sige noget om tiden, og samtidig udgøre en modsætning til sangens fortæller, som midt i den overfladiske flimren af kendte navne bare er sig selv og bare savner sangens du."
Og jeg'ets varme følelser for du'et lyser vitterligt op. Et du, der tilsyneladende både er "supersmuk", "supercool", og "superfræk". Jeg'et er derimod "supervæk". Men væk fra hvem?
"Du'et er den, der ikke er på spisesedlerne. Du'et er den store, ærlige, komplekse og ikke mindst autentiske kærlighed, der for jeg'et er helt uden for kategori - og rækkevidde. Når jeg'et ikke er sammen med du'et, hænger det sammen med, at jeg har svært ved at skrive om den fuldkomne, fuldbyrdede kærlighed. Hvor smuk og vigtig den end er. Savnet og drømmen om den er lettere for mig at håndtere. På den måde er der noget af mig i mine sange, og hvordan tør man egentlig påstå andet, når man er et menneske, der prøver at registere virkeligheden? Når jeg synger 'Simon Kvamm er mig' i 'Superliga', så er det heller ikke en eller anden litterær gemmeleg, men simpelthen en konstatering af, at jeg er inde i sangen. Det er mit blik på virkeligheden, og det er mig, der tror på kærligheden. På det røde i det blå ..."

Uddraget er som sagt fra bogen "En nat bliver det sommer" af Jeppe Krogsgaard Christensen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar